Jeg er uddannet ergoterapeut i 1988 og har siden 1990 arbejdet med børn, deres forældre og fagpersonale.
Siden 1994 har jeg arbejdet i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, og har stor erfaring med børn med mange forskellige udfordringer. Jeg har primært stået for den sansemotoriske rådgivning og vejledning til forældre, plejeforældre, pædagoger og lærere igennem årene, og har haft børn med bl.a. sanseintegrationsvanskeligheder, ADHD, NLD, Tourettes syndrom, abstinensbørn, præmature og dysmature børn, lettere Cerebral Parese og erhvervet hjerneskade i behandling. Jeg har desuden været privatpraktiserende ergoterapeut siden 1997, og siden 2006 også arbejdet som DK-kinesiolog og RAB (Registreret Alternativ Behandler). I juni 2012 blev jeg færdiguddannet som mindfulness mentor for børn hos MBSR-instruktør Conny Hjarsø, som har startet en af de første uddannelser specielt målrettet børn. Inden da havde jeg selv taget MBSR kursus og praktiserer og øver mig i at være mindful dagligt.
Jeg er fortsat deltidsansat på et PPR-kontor og har et bredt netværk af fagpersoner, som f.eks. tale-høre konsulenter, læsekonsulent og psykologer at sparre med, og som holder mig opdateret om deres fagområder.
Jeg har erfaring fra et langt og tæt samarbejde med forældre og fagpersonaler.
Jeg har deltaget som ergoterapeut i forældregrupper til præmature børn, holdt kurser om disse og andre børn med sansemotoriske vanskeligheder for både fagpersoner og forældre gennem mange år.
I 2006 blev jeg færdiguddannet DK-kinesiolog og RAB registreret. Har siden behandlet og afbalanceret både børn og voksne. Det er en stor tilfredsstillelse at kunne tilbyde andre behandlingsmetoder, der øger værdien af den traditionelle behandling. Jeg ser af og til at det etablerede system må melde pas på behandlingstilbud, der kan hjælpe børn og voksnes vanskeligheder væsentligt, og her oplever jeg at kinesiologien giver nye muligheder.
I mit møde med børnene ønsker jeg at skabe et trygt rum, hvor de føler sig hørt og kan være afslappede, uanset hvilke vanskeligheder de kommer med. Jeg brænder for at hjælpe børn godt videre i deres udvikling.